Golf bliver den femte linje.

Holstebro Sports-college tilbyder til i skoleåret 2007/08 golf på linjen.
Det bliver således den femte linje ved siden af håndbold, fodbold, gymnastik og badminton.

Her er en artikel af journalist Henrik Breum fra Dagbladet fra mandag d. 25.september 2006:

Holstebro Sportscollege etablerer samarbejde med byens nye golfklub i håb
om at tiltrække en ny gruppe elever

HOLSTEBRO: Tiger Woods bliver næppe gæstelærer, men sikkert er det, at Holstebro Sportscollege fra næste skoleår også får golf på programmet.

- Jeg er ikke i tvivl om, at der er base for det. Golfsporten oplever en voldsom ekspansion, så der må være et grundlag, siger lederen af Holstebro Sportscollege, H.C. Østerby.

Han har i et par år haft en plan om at slå et slag for golfen i college-regi, men hidtil har afstanden til Holstebro Golfklub i Råsted spændt ben for projektet. Nu er greenen langt mere farbar, da Golfclub Storådalen er godt på vej med en helt ny bane i nabolaget ved virksomheden Vald. Birn A/S.

- Der er ikke længere cykelafstand end ud til Idrætscenter Vest, tilføjer H.C. Østerby, der satser på, at Holstebro Sportscollege kan være med til at skabe en juniorafdeling i Golfclub Storådalen.


10-14 elever

Efter planen må græsset på den nye golfbane betrædes til april næste år, og fire måneder senere håber H.C. Østerby, at han kan byde velkommen til 10-14 elever på den nye linje.

Holstebro Sportscollege blev etableret for 11 år siden med håndbold og fodbold på skemaet, der i dag nu også lokker med badminton og gymnastik. Med den nye udsigt til golf er H.C. Østerby helt på det rene med, at "vi skal passe på, at vi ikke favner for bredt":

- Der skal være kvalitet i det med en kompetent medspiller, fastslår lederen på skolen, der lige nu har 125 elever.

Håndbold og fodbold tegner sig for omkring 90 procent af eleverne.

 Leder HC Østerby.

Læs her en pressemeddelse fra Golfclub Storådalen: http://www.presseoversigten.dk/vis.asp?medID=781&kundeID=232

Tjek Golfclub Storådalens hjemmeside : http://www.storaadalen.dk/golfcenter/index.html