Historien bag Holstebro Sports-College

Holstebro Sports-College blev officiel dannet som forening i december 1994, og er et samarbejde mellem de to klubber Holstebro Boldklub og Holstebro Håndbold 90 samt de to erhvervsskoler Holstebro Tekniske Skole og Holstebro Handelsskole.

Lang tids forarbejde gik forud, før dannelsen af Holstebro Sports-College var en realitet.

Fremsynede personer fra klubberne og erhvervsskolerne havde en strøtanke i starten af 1994, hvor de kunne se ideen i at samkøre skole og idræt hvor eleverne stadig fik en traditionel kompetancegivende uddannelse og samtidig kunne dyrke fodbold og håndbold som et bifag. Begge erhvervsskoler havde lyst til at få idræt ind i undervisningen som et tilbud.

Målgruppen var i første omgang Holstebro-områdets egne elever, som skulle have dette ekstra tilbud om at dygtiggøre sig indenfor deres sportsgren.

Efterhånden som tingene blev undersøgt og fremtidig materiale blev gennemgået, blev man enige om også at henvende sig til elever fra hele landet. Dette krævede et bomiljø i umiddelbar nærhed af de to erhvervsskoler.

Efter intens benarbejde blev det i samarbejde med de lokale politikere og det lokale boligselskab besluttet, at opføre bygninger til Sports-college få hundreder meter fra Handels og Teknisk skole. Dette byggeri stod færdig d. 1 august 1995, så vi kunne modtage nye elever.

Der blev lavet en flot farvebrochure, og den blev i december 1994 udsendt til alle folkeskoler og efterskoler i hele Danmark.

Frontfigurer i vores markedsføring dette første år var, daværende landsholdsspiller og tidligere Holstebro-dreng Jakob Kjeldbjerg og landsholdsspiller i håndbold Susanne Munk Lauritsen.

Vi var enige om at køre efterskoleformen med opsyn, regler, ansvarlighed, forplejning og det sociale engagement som følger med at bo tæt sammen i et collegemiljø. Altså var nøgleordet kvalitet i undervisning, bomiljø og træning.

Vi startede op 1 august 1995 med 114 elever, hvoraf de 65 elever boede på college.

Siden da har Holstebro Sports-College været Danmarks største Sports-college, med ca. 120 elever fra hele landet hvert skoleår.

I 2003 flyttede Holstebro Sports-college ind i nye lokaler med adresse på Birkehøj 1 - lige mellem Teknisk Skole og Holstebro Handelsskole.

  Birkehøj 1.