Nanna Povlsen ser her tilbage på fortæller her sit ophold på HSC i 2005/06, hvor hun boede på B6:

"At gå på Holstebro Sportscollege har helt klart det fedeste og det vil altid have en speciel plads. Alle de fantastiske mennesker, alt det sport, lærerne og ikke mindst minderne. Det var et helt specielt år, som jeg alle vil huske som noget godt.

Da jeg gik på college var jeg en af de få fodboldpiger, som var der det år. Men os piger havde et specielt bånd. Vi festede sammen, spillede fodbold  sammen, lavede mad sammen og var sammen hver dag efter skole.
Jeg spillede fodbold i Mejrup GU i den første halve sæson. Så smuldrede holdet stille og roligt fra hinanden og jeg fandt en ny klub ligesom de andre, nemlig Maabjerg IF.
Jeg havde altid spillet med piger på min egen alder, så det var en stor udfordring at flytte til Maabjerg IF, da de fleste havde fået et par børn og sådan.Det at flytte klub er ikke bare noget man gør fra den ene dag til den anden. Men jeg var lidt tvunget til det eftersom, at man startede et helt nyt sted, hvor man ingen kendte. Man lærte hurtigt de piger at kende og hyggede sig med dem.

For mig var noget af det vigtigste på college det gode sammenhold og de dejlige venner man fik. De har alle en plads i mit hjerte, nogle større end andre. Jeg holder stadig kontakten med fodboldpigerne, bl.a. ved at stadig komme op på college, og ellers bruger jeg mine ferier på at besøge dem.

Selvfølgelig skal der også være noget knap så sjovt sådan et sted, så lad os tage opvasken eller den ugentlige rengøringsdag. Det var det værste, men det skulle jo gøres så man kunne ligeså godt få noget sjovt ud af det. Sådan gjorde vi på B6: Fyrede op for musikken, fyldte spanden med vand og så skreg vi ellers med på diverse sange. Rigtig skønt, og en af de mange minder.

Hende jeg boede med og mig var ikke helt på¨talefod i starten af året. Ingen af os ville rigtig lukke op overfor den anden, vi var lidt ''nervøse''. Det var et nyt sted og man kendte ikke rigtigt nogen, men endnu et råd: Kom ud af fjerene og kom ind på de andre værelser og sig hej og begynd en samtale. 
Det endte nu med at mig og min rumbo blev så gode venner og fyrede den altid af. Nogen gange kunne man godt få nok af de andre mennesker, man gik jo op af nogen hele tiden, men så kunne man altid gå ind på sit værelse, låse døren og slappe af derinde. 

Jeg har takket mine forældre mange gange for at jeg har været så heldig og kunne få et år på verdens bedste college."